Beschreibung
Unik mulighed for at erhverve en markant og historisk ejendom i Langelund nær Give. Gennem tiden har bygningerne rummet både mejeri og snedkeri og står i dag som et ikon i lokalområdet. Historien fornemmes straks, når man træder ind på grunden, hvor de oprindelige detaljer stadig skaber en helt særlig atmosfære. Selvom driften nu er ophørt, åbner de solide udbygninger for et væld af muligheder. Med gode loftshøjder og smukke bevarede elementer er rammerne ideelle til opbevaring, kreative ideer, værksted eller virksomhed. Kun fantasien sætter grænser. Boligdelen fremstår opdateret og indbydende. I stueplan møder du et helt nyt og stilfuldt køkken/alrum med tilhørende stue – renoveret med omhu og respekt for husets historie. Herudover rummer stueplan det tidligere køkken samt endnu en hyggelig stue. På 1. salen finder du fire gode værelser, et disponibelt rum, et stort repos og et badeværelse – perfekt til at rumme hele familien. Ejendommens grund grænser direkte op til fantastisk natur, sø og området omkring huset er noget helt særligt. Her blev der i mange år drevet dambrug, indtil det lukkede omkring 2005. Da driften ophørte, blev åen genslynget, og naturen fik lov til at udfolde sig frit igen. Resultatet er et naturrige i sin reneste form – et landskab med vandløb, søer, udsigter og et rigt liv omkring sig. Stierne i området inviterer til ro, fordybelse og nærvær lige uden for døren. En ejendom med karakter, historie og et potentiale, der venter på at blive forløst af den rette ejer. Perfekt til dig, der drømmer om at kombinere historisk charme med natur, plads og muligheder.



